Evaluering

All men make mistakes, but only wise men learn from their mistakes.

Winston Churchill

Vi vil gerne vurdere jeres indsatser, men hvad bør der evalueres på? Hvilken evalueringsmodel bør vi anvende? Hvordan skal opnåede erfaringer og projekters resultater anvendes i et fremadrettet perspektiv? Og hvem bør involveres i evalueringsprocessen? hvilke interessenter skal resultaterne videreformidles til? Hvordan sikres både organisatorisk og individuel læring i kølvandet på projektafslutningen? Spørgsmålene er mange, og det er altså i evalueringen, at I finder svar på, hvorfor projektet har (eller ikke har) nået resultaterne.

I evalueringen er der altså en masse læring at hente. Læring, som skal sikre, at andre ikke behøver at begå samme fejl i fremtiden. Dialogiks evalueringsmetode tager afsæt i narrativ metode, og det er de konkrete fortællinger fra indsatsens deltagere (og andre interessenter), der er genstandsfeltet. Vores mål er ikke præstationsmåling og kontrol, men derimod læring og udvikling, så vi sammen kan forbedre indsatserne og skabe store resultater i fremtiden. 

Som udgangspunkt er ingen evalueringsmodel bedre end andre, de forskellige modeller kan blot noget forskelligt – det vigtigste er, at måden vi evaluerer på, indfrier selve formålet med den aktuelle evaluering. I et samarbejde med Dialogik kan I gå mange veje. Oftest anvender vi et narrativt perspektiv, når det kan lade sig gøre. Vi tror nemlig ikke på, at der findes en objektiv adgang til det sociale liv, hvorfor vi, så vidt det er muligt, ønsker at involvere deltagerne – de ansatte – for at forstå deres perspektiver i de forskellige processer i indsatserne. Netop dette er den narrative tilgang virkelig god til.

Men hvad betyder det, at man har en narrativ tilgang?

At vi har en narrativ tilgang betyder, at vi tager udgangspunkt i fortællinger. Når en fortællings plot har etableret sig i mennesker, så påvirker det den måde, vi hver især erkender og fortolker verden på. Herefter har vi en tendens til at lægge mærke til budskaber, hændelser og episoder, som understøtter dette plot. På samme måde bagatelliserer vi de ting, som ikke passer ind i fortællingen eller plottet – kort fortalt, er der tale om en forsimpling af verden, så vi bedre kan forstå den. Det kan være at en medarbejders fortælling/narrativ om dennes arbejdsplads er, at de er gode til at samarbejde, når de er under tidspres. Herefter vil alle de situationer, hvor der er indikationer på dette, sætte sig i vedkommendes hukommelse, hvorimod alle de gange det ikke sker, vil blive glemt. Derfor har narrativer en enorm betydning for den måde, hvorpå vi forstår os selv, vores arbejdsliv, vores afdeling osv. Derfor kan der også ofte være tale om tynde konklusioner, som altså ikke favner kompleksiteten i en indsats, men nærmere blot passer ind i det narrativ, der er etableret hos en person eller en gruppe mennesker. Narrativ evaluering har til opgave at udfordre disse tynde, entydige konklusioner. Så hvordan skaber vi tykke konklusioner, der afspejler et større spektrum af kompleksitet? Det hjælper vi jer med.